Leder efter min off-knap.

Jeg har en evne jeg ikke er stolt af. Eller i virkeligheden mangler jeg nok en evne. Men jeg har det med ikke at kunne slippe ting. Hvis der er sket noget som ikke er særlig godt, så kører det på repeat inde i hovedet på mig. Og det er så irriterende, for sket er sket og det kan jeg ikke ændre og alligevel synes min krop, at den skal spille den samme smertelige film for mig, igen og igen og igen… Så jeg får lov til at genopleve den ubehagelig situation. En form for masochistisk selvpineri. Jeg er SÅ træt af det.
Jeg havde engang en rigtig skidt chef et sted jeg arbejdede. Han brød sig egentlig ikke om kvinder, og slet ikke kvinder med mæle og meninger, lige meget hvor blødt de blev serveret, og jeg og en anden kvindelig kollega fik en virkelig hård medfart. Det har plaget mig i lang tid. For når det handler om ens chef, så kan man ikke undslippe det. Man kan ikke komme væk, tage afstand eller sige fra, uden at blive straffet af sådan en type. Og selv da mit arbejde var overstået, så levede den ubehagelige oplevelse i mig, i måneder efter. Ubehagelige situationer blev ved med at hoppe ind i hovedet på mig – flere gange om dagen. Hver gang jeg prøvede at distrahere mig selv, så skulle der bare lige en vejrtrækning til, hvis jeg lige stoppede op – så var det der igen. Det ødelagde min hverdag, gjorde mig ked af det og jeg var konstant nedtryk og kunne ikke slippe ud af det. Det blev ved med, at blive afspillet i mit hoved – og til hvilken nytte. Jeg prøvede at sige til mig selv, at jeg måtte slippe det, slukke for det – men jeg kunne ikke finde min off-knap.
Med tiden blev det mindre og mindre og tilsidst var der længere og længere imellem det dukkede op. Desværre troede jeg – meget naivt – at når mit arbejde hos ham nu var overstået og jeg bare holdt mig langt væk, så ville jeg med tiden få fred i mit sind. Men jeg hører nu, hvordan han stadig taler bag min ryg ude i byen – en voksen mand, en chef –  hvordan han bliver ved med, at holde den dårlige stil i kog. Og hver gang jeg hører, hvordan han nu har fundet på noget usandt at sige om mig, så starter filmen i mit hoved igen. Der er intet jeg kan gøre ved det og alligevel, så kan jeg ikke slippe det.
I disse dage er der under en uge til premieren på den nye Odense Sommerrevy. Vi knokler for at få den hus. På det her tidspunkt, der plejer alle sangene og alle teksterne, at køre rundt i hovedet på mig. Men lige nu, der slås de om pladsen derinde, fordi de dumme hændelser stadig spøger og bliver holdt i live. Og jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle sige det, men jeg savner at have revytekster på repeat  – for det trods alt sjovere, at høre de postive ting igen og igen, frem for de negative.
Jeg må bare håbe, at tiden læger alle sår. Jeg står i et nyt arbejde, med skønne kollegaer og en fantastisk chef og det må jeg prøve at fokusere på.  Jeg kan ikke stoppe en voksen mand, fra at opføre sig som et asshole men jeg kan sætte min lid til karmaloven. For jeg tror på, at det man giver, er det man får. Man kan aldrig gardere sig mod røvhuller, de vil altid dukke op, men man kan nægte at blive sådan selv. Som Hercule Poirot siger i “Døden på Nilen”: Don´t let evil in to your heart – it will make a home there. Så nu må jeg samle alle kræfter og fokusere på alle de smukke mennesker, jeg er så heldig at have i mit liv – mens jeg ihærdigt arbejder på, at finde min off-knap.