Tillykke til konfirmanderne

Konfirmation er slet ikke det samme længere, kan jeg forstå. Det er vist nok noget nær livets vigtigste festdag for mange unge, og det var det godt nok ikke for mig, da jeg for forbavsende mange år siden selv sagde “helt sikkert, makker” til noget, som jeg nok ikke rigtigt havde en egentlig holdning til.

Fordi det er så stor en dag, for så mange unge, siger jeg kollektivt tillykke til dem alle. Jeg siger også gerne lige for en god ordens skyld tillykke til alle dem, der af alle mulige forskellige årsager ikke bliver konfirmeret. For jeg vil ikke på nogen måde gøre mig til dommer over, om det ene eller det andet er det rigtige. Hverken for folk individuelt eller for unge generelt. Tillykke med at I er live og forhåbentligt er det i mange år endnu.

Men det er de unge mennesker, jeg siger tillykke til. For det er deres til- eller fravalg. Også selvom de ikke egentligt nødvendigvis synes en hel masse om emnet. Jeg selv blev jo nok mest konfirmeret fordi “det gjorde man”, og det især betød meget for min mor. Det skete ved en ret lille, men faktisk meget smuk ceremoni i Nuuk på Grønland, hvor vi boede dengang. Jeg er stadig ikke vild med billederne fra den dag, for jeg lignede en overvægtig gråsæl, der var klemt ned i en grønlandsk nationaldragt. Alle de andre så sgu ellers så fornemme ud. Desuden er der vist ikke et billede fra dagen, hvor jeg ikke står i dyb snak med præsten. Så han og jeg ser ikke frem mod fotograferne på nogen af billederne. Det var faktisk en ret hyggelig og smuk dag, til trods for, at jeg boede et sted, hvor jeg ikke havde nogen venner endnu, og de inviterede til festen primært var min fars arbejdskolleger. Og så var der noget med en blå mandag, hvor vi gik ud og brugte de ret beskedne beløb, som vi havde fået i gaver.
Jeg har til gengæld hørt mange, mange forældre, der i disse dage sveder over de enorme summer der skal bruges på tøj, fest, gaver, limousiner og alt muligt andet helt sindssygt. Jeg kan godt forstå det enorme pres, som de stakkels forældre ligger under for. Tænk nu hvis deres unge ikke får den vildeste helikoptertur eller en kjole til 20.000 kr. Det er jo for de unges skyld det hele.Det håber jeg bare, at I forældre kan sige med et rent og ærligt sind. For engang imellem kan det godt virke lidt som om, at nogen af jer faktisk hopper med på legen om at lave den største fest, for at imponere de andre forældre, mere end det reelt er for jeres børns skyld. Den smukkeste konfirmationsgave jeg har hørt om, er Vickis forældre, der velvidende at hun havde en meget stor skuespillerdrøm i maven, havde skrevet til en hel stribe af hendes idoler og fået indsamlet hilsner og autografer. Jeg er meget sikker på, at Vicki kunne have fået store gaver, dyre gaver og haft en fest, der kunne have lagt familien i ruiner, og det ville ikke have betydet noget som helst i forhold til den personlige og betænksomme gave, som hendes vidunderlige forældre gav hende.Jeg forsøger heller ikke at gøre mig til dommer over, om det er i orden at købe sine børns kærlighed, eller om det er nødvendigt at bruge de summer, for at sikre sine børns sociale status i klassen. Det ved de implicerede utvivlsomt bedre. Jeg skal heller ikke gøre mig til dommer i de mange debatter der kører, om præsterne skal have lov til at afvise unge, der ikke er oprigtigt troende, men som gerne vil have oplevelsen og tilhørende opmærksomhed. Hvor mange nye konfirmander har i de seneste mange år virkeligt været reflekterede over, hvad de sagde ja til? Jeg indrømmer blankt, at det var jeg ikke. Så held og lykke med at holde styr på det. Det kan være, at der er nogle smarte mennesker med hang til at tænke kortsigtet, der kan lave en række prøver, som de ikke selv ville kunne bestå, der kan afgøre om de unge er værdige til at blive konfirmerede.Det jeg bare gerne vil opfordre forældrene til de kommende konfirmander er virkeligt at mærke efter, om de gør tingene for deres børns skyld. Og ikke bare for deres børns skyld, men oprigtigt og gennemtænkt med deres børns bedste for øje. For et nyligt eksempel skræmmer. En pige, hvis forældre er skilt og åbenbart ikke kan finde ud af tingene sammen, er blevet sat til at vælge mellem mor og far i forbindelse med sin ellers så store dag. De to forældre kunne åbenbart ikke finde ud af at sidde på samme bænk i kirken. Det var der taget hensyn til, ved at give dem hver sin bænk. Enten var det meget forstående af præst og kirke, eller også var der bare ekstra ledige bænke, og så var det ikke så svært. Uanset hvad, så er pigen jo nødt til at sidde på en af bænkene og ikke begge to, for hun var vist ikke blevet delt fysisk i skilsmissen. Da forældrene, som man ellers kunne have troet var nået en voksen og moden alder, ikke kunne være med til at løse den udfordring, så skulle pigen selv stå i det dilemma. Jeg ved ikke hvordan resten af hendes konfirmation så ud. Den kan have været helt enkel og fin, eller den kan have været kæmpe stor. Den kan have opfyldt hendes hedeste drømme. Den kan være blevet lige så skuffende, som så mange andre dage man har sat sig stort op til. Uanset hvad, så er jeg ret overbevist om, at hun om mange år stadig vil have et skår i glæden forårsaget af to forældre, der ikke kan se ud over egen smålige næsetip. Det er også muligt, at hun har en psyke, der kan kaste det af sig uden mén, men så må det skyldes, at hun har nogle skønne, afbalancerede bedsteforældre.Så sæt jer nu ud over jeres egne behov. Både jeres stolthed og jeres behov for status. Vid også, at I burde være de voksne, dem med bare en lille smule perspektiv. Gør jeres bedste og så lige lidt til, for at de børn I selv er ansvarlige for at have sat i verden, får det bedst mulige afsæt for deres fremtid. Ikke bare i forbindelse med deres konfirmation, men hver dag. Tag ansvar for deres skæbne. I har simpelt hen ikke ret til bare at skyde den pligt fra jer og skyde skylden på præsten for at pigen skal vælge mellem jer, når I ikke kan finde ud af det sammen. Eller på de andre børn i skolen, når jeres børn kun derfra lærer noget om værdier i livet, og derfor insisterer på, at skoene skal koste næste måneds husleje. Opdragelse er forældrenes ansvar. Ikke skolens, præstens, skattefars, arbejdsgiverens eller børnenes eget.Så når konfirmationstalerne ofte indebærer klicheen om, at man nu har taget et skridt ind i de voksnes verden, så er det mest det, som jeg ønsker tillykke med. For den kære konfirmand ved med al sandsynlighed ikke, hvad den religiøse del af begivenheden reelt handler om. Han eller hun har næppe heller perspektiv nok endnu til at se, at det, der socialt er vundet eller tabt ved en stor fest og vilde gaver om ganske kort tid igen er fuldstændigt ligegyldigt både på det sjælelige og det sociale plan. Næ, først og fremmest et tillykke med, at tiden hastigt nærmer sig, hvor dine vidunderlige forældre ikke længere har hovedansvaret for at ødelægge dig. Det kan du snart selv kaste dig ud i.