Følte mit hjerte blev flået i to…

Hvis du er en af dem, som synes, at en hund jo bare er en hund – så bare klik væk. Det her indlæg er ikke noget for dig og slet ikke noget du vil kunne forstå. Så er det sagt. Til alle andre dyrevenner og hundeejere – jeg ved I vil forstå mig.

I mandags begyndte min 4-årige gravhund Gustav, at opføre sig anderledes. Han ville pludselig ikke hoppe op i sofaen og efter jeg havde været på arbejde og kom hjem, hoppede han ikke op af mig for at kysse mig, som han ellers altid gør. Det bekymrede mig. I løbet af aftenen, synes jeg han blev mere og mere sløj. Han lagde sig hen på gulvet ved havedøren og lå der bare. Det plejer han heller ikke. Da Nikolaj løftede ham op, kom der et lille piv. Vi sad med ham i sofaen og snakkede om hvad vi skulle gøre. Det er så svært. Han er gravhund – er han bare pylret, så vi ligeså godt kan vente til i morgen og ringe til dyrlægen der? Vi er selv ret pylrede og har taget flere overflødige ture til dyrehospitalet. Gustav har det med at sove under tæpper og dyner, og af og til kommer vores basset hound Walter, til at træde på ham. Det gør Gustav sur og følsom i nogle dage og så er han god igen. Men det her var ligesom anderledes. Vi snakkede længe om det og besluttede os for, at se tiden an. Lige indtil jeg skulle løfte ham ned fra sofaen – igen kom der et lille piv. Det kunne jeg ikke holde ud. Jeg vidste, at jeg aldrig ville finde ro, før jeg var sikker på at han var ok. Så vi kunne ligeså godt tage afsted nu – der var ingen grund til at vente. Så vi kørte til dyrehospitalet i Valby kl. 21 om aftenen.

Lægerne på dyrehospitalet er utrolig søde og vi blev som altid mødt med venlighed og forståelse. Dyrlægen mærkede på ham og da hun trykkede ham på maven skreg han op. Så vidste vi, at det var alvorligt. Hun havde flere bud på en diagnose, som alle sammen skulle testes og undersøges. Han blev indlagt med smertestillende drop og vi måtte sige farvel til ham. Det sidste jeg så, var hans lille hoved der hang på lægens skulder mens han pev og lægen gik med ham. Jeg tudede! Jeg kun slet ikke stoppe. Min lille dreng – hvad skulle der ske med ham? Var det sidste gang jeg så ham? De tog prøver på ham og røntgen og var søde at ringe og informere os, men de kunne ikke finde ud af hvad der var galt med ham. Tirsdag morgen ringede kirurgen. Han mente, at de kunne være hans ryg, da smerter nederst i ryggen og smerter i maven er svære at skille ad. Han foreslog, at Gustav blev CT-scannet, så de kunne se, om hans ryg var intakt. Igen ventetid. Jeg sad til prøver på Odense Sommerrevy og var helt ude af den. Heldigvis er mine kollegaer utrolig søde og forstående og jeg fløj ud af rummet, hver gang min mobil ringede. Da kirurgen ringede fortalte han, at han fundet en diskusprolaps nederst på hans ryg. Det var det vi frygtede. Han sagde, at den sad heldigvis så langt nede, at der kun var en meget lille risiko for, at han ville blive lam. Han foreslog, at Gustav blev kørt til operation med det sammen, så de kunne udnytte, at han var i narkose. Ventetiden var frygtelig! Heldigvis var kirurgen specialist i diskusprolaps og da han opererede Gustav viste det sig, at det var en kæmpe diskusprolaps. Så stor, at hvis den havde siddet bare lidt højere oppe på ryggen, så var han blevet lam. Men operationen gik som den skulle og kirurgen var så sød hele tiden at ringe og informere os – han sagde, at det var en meget indtagende og kærlig lille hund vi havde, at han var meget let at holde af. Vi kunne ikke være mere enige og da han sagde det, var jeg ved at tude igen. Lægen sagde, at prognosen var rigtig god – han skulle nok blive sig selv igen. Gustav kom ud og kom til opvågning. Han var groggy og træt og de beholdt ham natten over. De vidste ikke om han ville være frisk nok til at komme hjem i dag. Så de ville ringe om formiddagen og give besked om, hvordan han havde det, om han kunne gå og om vi ville få ham hjem. Det var den længste formiddag nogensinde og da klokken var 12, var jeg ved at gå ud af mit gode skind. Endelig ringede lægen. Igen en sød læge. Hun synes det gik så godt med Gustav, at vi godt måtte hente ham. Vi fløj derud i bil. Jeg nåede lige at skrive til min chef og instruktør, som var så søde at give mig fri. Sikke en hjælp og sikke en lykke! Gustav kom ud og var SÅ glad for at se os – og vi var så glade for, at se ham og at han var ok. Han kunne gå! Ventetiden var slut. Nu var det bare med at få ham hjem og så venter der 10 dage, hvor han ikke må hoppe op og ned af møbler og trapper, han må ikke lege og han må ikke løbe fri. Men han er her og stuen er nu lavet om til madrasser i gravhundehøjde. Sofaen er flyttet væk og vores seng er nu stuegulvet. Sådan er det. For vi er bare lykkelige for den gave vi har fået – vores lille dreng lever!