At tage springet og hive pæle op

De mindste spring kan somme tider virke som de største. Især hvis man selv er den, der skal tage det skelsættende skridt fra trygheden ud i uvishedens mørke. Somme tider falder man, og det kan gøre afsindigt ondt. Men ind imellem viser det sig også, at man kan flyve. Og hvilken kildrende lykke kan det ikke medføre, at føle sig lettere end luften, fordi man bobler over af begejstring?

Jeg har i år den store fornøjelse, at skulle sidde i ekspertpanelet til TV2’s transmission af dette års Oscar uddeling, og i den forbindelse var jeg og nogle kolleger inviteret til en visning af en af de nominerede film, Carol. Det er en rørende og smuk skildring af to kvinder, der bliver dybt forelskede i hinanden. Selvom det stadig kan være et stort spring for mange i dag, så var filmens to kvinder ekstra udfordret af deres ydre omstændigheder. Filmen foregår i 50’erne i USA, og er dermed sat i et miljø, der ikke byder deres kærlighed velkommen. Jeg beundrer de to karakterers mod i deres spring, og i forhold til dem, blegner mit eget lille forsigtige skridt noget. Jeg er alt for lykkeligt gift, til overhovedet at behøve at overveje noget lignende deres konflikt, og jeg kan ikke engang påstå, at mit spring nødvendigvis behøver at medføre, at jeg rejser mig fra sofaen de første timer. Men for mig, er det lille bitte spring, jeg er ved at foretage, alligevel ret så overvældende. For jeg har forpligtet mig til at deltage i denne blog, og når jeg forpligter mig til noget, så må det være fuldt ud.

Det kommer til at indebære, at give en del af mig selv. Det kommer til at indebære ærlighed og entusiasme, for jeg hverken kan eller vil skrive på andre præmisser. Det kommer måske ikke til at indebære så mange jokes, for min kone (der ubetinget er en af landets sjoveste personer), synes ofte, at min humor er noget mangelfuld. Derfor har jeg haft ret lange perioder, hvor jeg simpelthen ikke har haft lov til at fortælle vittigheder, når der er andre mennesker til stede. Det kommer heller ikke alt sammen til at handle om film, selvom jeg ikke kan overbevise nogen, der kender mig, om at jeg har andre interesser, der fylder helt lige så meget.

Mens jeg skriver det her, har jeg den smukke musik fra Carol i ørerne, og på sin melankolsk forførende vis vækker den mit minde om en historie, som en god ven engang fortalte mig. Han fortalte den som om, han selv var hovedpersonen, til trods for, at han utvivlsomt slet ikke var til stede, hvis begivenheden da overhovedet nogensinde har fundet sted. Pointen med historien er dog så universel, at hans beslutning om at bruge sig selv som en del af den, ikke bare er velmotiveret, men næsten essentiel. Jeg vil derfor gøre det samme.

Jeg var engang på besøg på en byggeplads i Indien. Hele dagen observerede jeg elefanterne, der blev brugt som arbejdsmaskiner. De hev den ene bambus efter den anden op ad jorden, og slæbte de enorme rør fra skoven til pladsen. Hele dagen, uden pause, og uden synligt tab af deres bogstaveligt talt umenneskelige styrke. Da arbejdsdagen var omme, tog elefantførerne hver deres elefant, og ledte dem tilbage til staldene. Jeg fulgte med en af førerne, og så ham binde sin elefant til en lille bitte pæl, der var banket ned i det bløde underlag. Elefanten blev stående hele natten, hvor den var bundet, og næste dag kunne han så føre den tilbage til byggepladsen. Jeg var målløs og var nødt til at spørge ham, hvordan det kunne lade sig gøre. Hvorfor affandt denne mægtige skabning, der dagen lang ved egen kraft hev hele skove op ved rødderne, sig med at blive bundet til det, der i dens øjne burde have virket som en skrøbelig kvist? Elefantføreren svarede mig venligt, men med en antydning af, at jeg spurgte om det mest elementære i verden. Han sagde, at da elefanten var ganske lille, havde han bundet den til den selvsamme pæl. Dag ud og dag ind, havde den kæmpet og hevet og slidt, for at rive sig fri. Endeligt havde den indset, at det ikke kunne lade sig gøre. Den havde forstået, at den lille pæl var umulig at rive op. Det var blevet en del af dens virkelighed, som den aldrig igen fandt anledning til at stille spørgsmålstegn ved. Selv ikke nu, hvor den var vokset med flere tons, og kunne have flået rebet i stykker og knækket pælen lige så let, som vi ville knække et halmstrå. Den vidste, at det ikke kunne lade sig gøre. I det øjeblik stod det mig lysende klart, hvor mange pæle vi alle sammen lader os binde til. Hvor meget vi er kodet med, som holder os tilbage, men som blot en lille smule mod, en lille anstrengelse eller et lille spring kunne frigøre os fra.

Så selvom historien på ingen måde er min, så er jeg klar til at flå nogle pæle op. Jeg er klar til at foretage en række af sådanne spring her. Det bliver udfordrende, udviklende og forhåbentligt ekstremt sjovt. Først og fremmest bliver det en oplevelse sammen med det menneske i verden, der betyder mest for mig. Men hun får altså lov til at fortælle vittighederne for os begge.