Captain America – Civil War

Så er der smæk for alle skillingerne! Marvel’s (næsten) samlede galleri af superhelte fra Avengers filmene har nogle uenigheder, de skal have styr på. Sommerens store blockbuster har for nyligt haft premiere i biograferne, og den lever fuldt ud op til de ellers ret høje forventninger, der efterhånden følger med hver gang der kommer en ny film i rækken af MCU (Marvel Cinematic Universe) film.

Den er nummer 13 i det, der lidt løst kan kaldes en serie. Historierne foregår i samme filmiske univers, og der er jævnligt overlap, ligesom alt tyder på, at de fleste af karaktererne endeligt sammenkøres i dobbelt eposet Avengers – Infinity War Part 1 & 2, som venter rundt om hjørnet.

På karaktersiden har hovedkræfterne i serien været Iron Man og Captain America. Selvfølgelig er der andre favoritter som Thor, Hulk, Black Widow, Guardians of the Galaxy, Ant-Man mfl., men grundlæggende har de store karakterbuer været bundet op på Robert Downey Jr.’s Tony Stark og Chris Evans’ Steve Rogers figurer, og det er disse to giganter, der står for den primære konflikt i det nyeste kapitel, Captain America – Civil War, som mange retteligt mener kunne have heddet enten Avengers 2.5, eller Avengers – Civil War i stedet. Nu er Captain America det moralske kompas i filmen, og der er ikke skyggen af tordenguden fra Asgård eller den grønne humørsvinger, så titlen er godkendt herfra.

Historien bygger løst på en stribe tegneseriehæfter, der udkom for ti år siden. De spændte bredt over forskellige serier, men gik under fælles titlen Civil War, og de fokuserede også primært på konflikten mellem Iron Man og Captain America. Indholdet er høj politisk og har ikke helt uaktuelle paralleller til virkelighedens verden. Skal superheltene registreres og styres af et ledende politisk organ (i dette tilfælde FN) eller skal de have friheden til at handle selvstændigt, ledet af deres egen moralske guidelines?

Tony Stark, der ellers var rebellen og frihedselskeren, da han spillefilmsdebuterede i 2008, har sidenhen været igennem en række barske oplevelser, så han nu er fortaler for at lægge bånd på gruppen af helte, der opererer under navnet The Avengers. Steve Rogers, der trådte ind i serien med Captain America – The First Avenger i 2011, er til gengæld gået fra at have næsten uendelig tillid til staten og autoriteterne, til nu primært at stole på sit eget moralske kompas. I baggrunden trækker en ny, lusket karakter ved navn Zemo i trådene, manipulerende som en god gang lus i skindpelsen.

Til trods for flere oprigtige forsøg på diplomati fra begge lejre, kan uenighederne kun ende i den direkte konfrontation, som traileren allerede har forvarslet. Det er episk, det flot og det er sindssygt underholdende.

Undervejs er der plads til gensyn med andre favoritter fra serien som Black Widow, Vision, Falcon, The Winter Soldier, Scarlet Witch og et par overraskelser, som jeg ikke vil ødelægge her. Trailer og foromtale har dog afsløret de to nye Avengers figurer, som kommer i spil: Black Panther, som får en debut, der lover ekstremt godt for den solo-film der venter ude i horisonten, samt den mest omtalte genforening i mange år, da Peter Parker aka. Spider-Man endelig vender hjem til Marvel. Det kan virke lidt hurtigt begejstret, og jeg var ellers glad for både Tobey Maguire og Andrew Garfields bud på verdens fedeste spindelvævs-slynger, men den tone de har ramt med Tom Hollands rapkæftede, entusiastiske teenager er med afstand den, der rammer tættest på tegneserieforlaget, og jeg er ikke langt fra allerede at kalde ham min favorit i den røde og blå dragt, til trods for, at han naturligvis ikke får så lang tid i filmen til at overbevise. Jeg var som mange en anelse skeptisk over, at vi nu står overfor endnu en ny Spider-Man genstart på film, men efter denne film glæder jeg mig helt vildt til Spider-Man – Homecoming, der bliver den første Peter Parker solofilm i denne serie.

Civil War byder på endnu en stærk præstation af Robert Downey Jr., men det er, som titlen så kraftigt antyder, Chris Evans kaptajn, som skal bære det primære læs, og det gør han fantastisk. Han har allerede leveret forbavsende godt i det, der muligvis er den sværeste superhelte rolle at udfylde (selve konceptet virkede komisk og anakronistisk inden The First Avenger ramte os for blot fem år siden), men med det nyeste skud på stammen overgår han sig selv. Det er muligt, at den næsten ubegrænset talentfulde Benedict Cumberbatch kan udfordre ham med den imødesete Doctor Strange senere på året, men som minimum indtil da er Evans præstation her årets absolut stærkeste i en superheltefilm.

Civil War er hamrende fed underholdning, og den melder sig ind i den efterhånden voksende række af intelligente blockbusters. Fremtiden ser fortsat lys ud for MCU filmene (eller Avengers serien, om man vil), og det der tegnede til at blive et blodigt opgør mellem Marvel og DC, da Warner Brothers udsendte Batman v Superman tidligere på året er totalt afblæst. Hvor Warner fortsat famler rundt i blinde for kompetent at få lavet en sammenhængende historie, så blæser Marvel derudaf med et fortællemæssigt niveau, der bringer tankerne hen på Steven Spielberg og George Lucas i 70’erne og 80’erne og Pixar i 90’erne og 00’erne.

Læs mine tanker om Batman v Superman her!