Sådan, Åge!

Dårligste superhelte film nogensinde?

IMG_5131

Nå… Hvor pokker skal man starte med sådan en gang rod…

Det er altid risikabelt at skrive på en følelse, ligesom det er svært at vurdere et værk første gang man ser det, fordi man altid uundgåeligt er farvet af sin sindstilstand i øjeblikket og af alle mulige ydre faktorer. Jeg kender mange, der af den grund undgår trailers og alt der kan påvirke en på forhånd, og har ret avancerede ritualer for at nulstille sig selv inden de ser en film eller en forestilling. Men selvom jeg havde set trailers for filmen, og selvom de var ved at skræmme mig væk, så var jeg i godt humør og glædede mig til at det seneste forsøg på at bringe DC Comics to klart største figurer op på det store lærred.

Filmen hedder “Batman v Superman – Dawn of Justice”… Jeg troede, at det skulle udtales “Batman versus Superman”, men det har statements fra instruktøren, Zack Snyder, så lært mig, at det ikke skal… Den hedder simpelthen “Batman v Superman” som skrevet står… Jamen så lad mig replicere med, at det er en af de dårligste filmtitler nogensinde. Ja, ja. Den stiller en forventning op, som sælger billetter, så fra et kommercielt synspunkt er det fint. Men sprogligt og kunstnerisk stinker den titel.

Filmen er uden fokus, og den er tydeligvis først og fremmest et marketing stunt for at lancere den serie af Justice League film, som vi skal udsættes for i de kommende år. Så man kan roligt indstille sig på at se meget langt efter noget, der ligner en sammenhængende historie eller nogle relevante karakterer. Den blev vist i 3D, som i CinemaxX’s IMAX biograf var ganske imponerende, men indholdet kæmpede for overhovedet at have bare en enkelt dimension at prale af.

Superman har for mig altid været en relativt kedelig karakter. Christopher Reeve bragte en enorm charme ind i rollen, men ellers er der sjældent meget mere end ren symbolik at hente der. Desværre er der heller ikke mere at komme efter denne gang, og selvom Henry Cavill er en flot mand, og han muligvis har flere facetter som skuespiller, så giver manuskriptet og instruktionen ham absolut intet at arbejde med, og han har noget der mere minder om indstråling end udstråling, når han efterlades alene og uden hjælp.

Batman er en fantastisk karakter på papiret, og jeg holder nok ret stædigt fast i, at Ben Affleck faktisk potentielt kunne blive en virkelig god Bruce Wayne. Han får bare heller ikke meget hjælp her. Der er sådan set noget at arbejde med i fortællingen, men han kommer konsekvent til at virke som om, han er i tvivl om hvilke følelser, han skal spille og hvad karakterens motivation er. Filmen virker også som om den ikke rigtigt kan beslutte sig for, om Batman er ny i Gotham (politibetjente fremstår som om de er helt på røven over at have set ham) eller om han har været i gang i 20 år (som Alfred postulerer undervejs). Og når vi taler om Alfred, så kræver det en særlig uskarp hånd fra instruktør og manus, for at få Jeremy Irons til at spille så dårligt.

Flere medier har fremhævet Wonder Woman som filmens højdepunkt, og som en karakter, der stjæler showet, men alle folk omkring mig i biografen havde svært ved ikke at grine højlydt, da hun trådte frem i sin gyldne badedragt og blev akkompagneret af Hans Zimmers dårligste score nogensinde. For til Wonder Woman er det åbenbart ikke nok, at hun skal have lige så elendige replikker som de andre. Hun skal have et guitar riff, som er mindst 25 år for sent på den, som sit personlige tema. Stakkels pige.

Folk som Amy Adams (som Lois Lane) og Laurence Fishburne (som Perry White) slipper nogenlunde helskindet igennem misæren, men det er heller ikke deres bedste stund. Men på spillersiden er det alligevel Jesse Eisenberg, der tager prisen for dagens værste præstation. I rollen som Lex Luthor overspiller han i en grad, så han ville være blevet fyret fra 60’ernes Batman TV-serie for at være for utroværdig.

Tredje akt er allerede afsløret i traileren, og det er lige præcis lige så stor en gang larm og rod uden nogen som helst fortælling i sig, som man kunne forvente.

Det hele er simpelthen så ærgerligt, for der er masser af potentiale i det her setup, og jeg er så stor fan af Frank Millers Batman, at en let aldrende Bruce Wayne, med grå stænk i håret, som er sadlet op med en stor klods af en dragt, som gør ham næsten immobil og meget klodset i sin kamp mod Stålmanden, ikke afskrækker mig. Jeg er også helt opmærksom på alle de referencer der er til tegneserierne. Lige fra små replikker til deciderede gengivelser af frames fra forskellige albums, men det bliver til én stor gang billedporno, som muligvis virker imponerende på mange, men bare ikke har nogen emotionel eller fortællemæssig berettigelse.

Og det er netop det sidste, der er det helt store problem. For selvom Zack Snyder fremstår sympatisk, når man ser interviews med ham, og selvom jeg bestemt godt kunne lide elementer i hans filmatiseringer af “Dawn of the Dead” og “Watchmen”, så er det manuskriptet og især instruktionen, der fejler helt med den her. Det er ekstremt tydeligt, at hans filmiske sprog er rendyrket musikvideo, og ikke et sammenhængende narrativ. Konklusionen må efterhånden være, at Snyder ikke kan identificere en menneskelig følelse, om den så stod og piskede ham i ansigtet med et fastelavnsris.

“Batman v Superman” er et fantastisk eksempel på, hvad det er DC gør galt i forhold til Marvel og deres MCU serie. Baseret på den her film, så har Justice League intet at gøre i samme fortælleform, som Marvel’s Avengers boltrer sig i for tiden.

Jeg er vild med Richard Donners Superman. Jeg er vild med Tim Burtons Batman. Jeg forstår helt klart også dem, der gik helt amok over Chistopher Nolans serie om Gothams hævner, som godt nok efterlod mig rimeligt emotionel kold, men til gengæld er så stærk filmisk, at man bare må overgive sig. Men den her er langt under skabernes forrige forsøg med den jævne “Man of Steel”. Den er langt under den kedelige “Superman Returns”. Men den er også langt under bundskrabere som “Superman 4 – The Quest for Peace” og “Batman & Robin”. Det her er på samme tid både den dårligste Superman film og den dårligste Batman film. Jeg er ikke helt klar til at kalde det den dårligste superhelte film endnu. For det første var der en afskyelig “Fantastic Four” film sidste år, og for det andet skal den lige have lov til at bundfælde sig.

Man skal altid passe på med at kaste karakterer efter noget, når man kun har set det en gang, og stadig er påvirket af den følelsesmæssige tilstand, som værket efterlod en i. Så det vil jeg også undlade nu. For uanset om skalaen går fra 1-6 eller 1-10, så vil jeg lige nu være tilbøjelig til at lade den skrabe bunden med et skammeligt 1-tal, og alt i mig skriger, at “så dårlig kan den da umuligt have været”. Så i en blanding af respekt for nogle karakterer og et univers, som jeg virkelig godt kan lide normalt, og med dyb anerkendelse for alt det sindssygt hårde arbejde, der er lagt i både filmens skabelse (for de har selvfølgelig kæmpet ekstremt hårdt for at lave den) og dens lancering (jeg elsker mediet, så jeg håber altid folk drøner i biografen og ser film og dermed er med til at holde branchen i live), så vil jeg ikke lægge mig fast på et tal, for jeg har set den igen. Problemet er, at intet i mig har lyst til nogensinde at se den igen, så med mindre vi kaster os ud i et retrospektiv med en eller begge af de to hovedkarakterer på vores podcast, Filmpodcast For Folket, så lugter det altså af en enkelt pind til de to kappeklædte sovepiller, som er på plakaten her.

6 kommentarer

  • Robert

    Hmm, hadde det egentlig litt sånn med Watchmen. Likte ikke den første gang jeg så den, men likte den veldig godt den lengre versjonen når jeg så den senere…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nikolaj Tarp

      🙂 Watchmen har jeg haft lidt en rutsjebanetur med… Var ikke vild med den første gang (ligesom du heller ikke var). Som dig kunne jeg også bedre lide den anden gang, i den længere version. Da jeg så den endnu en gang, var jeg til gengæld ret skuffet. Flot, men kold. Og ikke på højde med den fremragende tegneserie. Men måske elsker jeg den, når jeg engang får den set igen igen 🙂 … Og hvem ved? Måske bliver BvS en af mine favoritter i fremtiden. Jeg tvivler, men man kan jo ikke udelukke det. Lige nu er jeg bare totalt hovedrystende over, at det manuskript kan slippe igennem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Robert

    Oi,wow. Nekter fortsatt å tro at den er dårligere en Batman & Robin…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nikolaj Tarp

      Batman & Robin fremstår lige pludselig som en ret intelligent affære med en sofistikeret samfundssatire og med dybe, indholdsrige karakterer 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Robert

      Wow, da må den virkelig være ringe. Gruer meg nesten nå til mandag da jeg skal se den…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nikolaj Tarp

      Nu har jeg sat dine forventninger så langt ned, at du måske endda bliver helt positivt overrasket over filmen 🙂 … Der er jo også en del, der faktisk godt kan lide den, så hvem ved… Der sker jo også somme tider noget, når man ser en film igen et stykke tid senere, så jeg ved ikke, om jeg har det på samme måde med den om et år eller to. Det skal man jo være åben for kan forandre sig. … Men halløjsa jeg synes den var rodet 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan, Åge!