Dæmonen er løs…

Endelig har vi lidt tid til at kaste os over en serie igen… Der har været forholdsvist travlt de seneste uger, men nu er der lidt luft, og så falder vi ofte i gryden med serier 🙂

April-juni kommer helt klart til at stå på Game of Thrones sæson 6 på HBO Nordic. Sommeren kommer også til at byde på sæson 4 af Orange Is the New Black. Ellers prøver vi for tiden at følge med i alt fra The Walking Dead til The Blacklist, mens jeg endelig er ved at få set Futurama, som flere af mine venner har prøvet at få mig startet på i årevis.

Det er ikke nødvendigvis de mest hippe serier, men jeg har i hvert fald så meget på listen, som jeg gerne vil nå at se, at der skal lidt mere til end at en serie er flavor of the month. Hvis den overlever den første bølge af hype, så får den måske en chance. Så må nogle andre være first movers i øjeblikket 🙂

En serie som vi dog var med på fra starten er Netflix Marvel serie Daredevil. En af mine bedste venner er meget stor Marvel fan, og han brugte bekymrende meget af vores gymnasietid på at prøve at overbevise mig om, at jeg skulle lægge mine DC albums væk og dyrke de kulørte helte fra Stan Lee fabrikken. 20 år senere har så fået mig omvendt. Ihærdighed betaler sig! Daredevil (eller Dæmonen) var en af de karakterer, som jeg kun har læst et par blade med, da jeg var barn/ung, så selvom mit indtryk fra tegneserien var meget positivt, så har Hell’s Kitchens blinde hævner været nem at sortere fra efter den forfærdelige spillefilm fra 2003.

Den samme ven var til gengæld meget insisterende på, at jeg skulle give serien en chance, da sæson 1 kom på Netflix, og jeg måtte hurtigt give ham ret. Vicki og jeg var begge hooked fra starten, og Matt Murdoch, Foggy Nelson, Wilson Fisk og resten af slænget strøg højt op på listen over favoritterne. Dels ramte serien lige præcis den tone, som jeg så i de album, jeg havde læst. Den lavede også en hel stribe stilistiske og filmiske tricks, som understøtter påstanden om, at meget af det mest nyskabende i film og tv mediet for tiden kommer fra serierne. Årets enkeltstående fedeste skud i 2015 (før Mad Max og The Revenant kom forbi og spillede med musklerne) var muligvis da Daredevil smadrer en hel flok russiske gangstere i deres suspekte hybel, for at befri en bortført dreng. Der er en kameraindstilling, som holdes i ca. 3 minutter, og byder på en sublim stunt sekvens, der samtidig er historie fortællende og karakterbeskrivende, og ikke bare er filmisk lir.

Så når Daredevil sæson 2 nu dejligt sammenfaldende lige præcis er blevet frigivet på Netflix samtidig med, at vi har tid til at sætte os til rette i sofaen, så er valget meget nemt… Vi glæder os til at følge Nelson & Murdoch på nye eventyr, og jeg forventer klart at se den bedste portrættering af Frank Castle til dato. Jeg har guilty pleasure minder om Dolph Lundgren i rollen, men den version var ikke specielt loyal overfor den oprindelige karakter, og jo mindre man siger om de efterfølgende bud, jo bedre. Jon Bernthal spiller rollen, og selvom jeg ikke var helt vild med ham i The Walking Dead, så tror jeg virkelig på den konstellation her, og jeg har næsten ubegrænset tillid til, at Drew Goddard fortsat guider serien sikkert i mål med respekt og kærlighed for kildematerialet.

Mon ikke de 13 afsnit hurtigt er blevet fordøjet. Så I skal være mere end velkommen til at anbefale os andre serier, som vi kan kaste os over efterfølgende 🙂

Hvis du i mellemtiden har lyst til at læse flere tanker om superhelte filmatiseringer, så får Batman v Superman et drag over nakken her.