Der er forår i ørerne…

Endelig kan man mærke foråret i luften og jeg priser mig lykkelig for der hvor jeg bor nu – for i min gamle lejlighed i Valby, der kunne man ikke kun dufte foråret men også høre den i form af råben og skrigen, sandaler størrelse 24 der bliver hamret mod fliserne og plastiktraktorer, der åbenbart kun køre hvis man brøler ”WROOOOOOM”. Jeps – det var lyden af forår.
Det er en ting, jeg ikke savner ved at bo inde i byen. For hvad nytter det, at have den dejligste altan, når den bliver fuldstændig ubrugeliggjort, fordi de travle karrieremennesker bruger fællesgården som aflastningsdisneyworld for deres unger. Og forældrene er åbenbart så travlt optaget, at de fuldstændig glemmer, at når der bliver råbt mor 17 gange – så er det dem der blev ment og ikke mig der sad 3 altaner længere henne med en thehætte over hovedet. For børn leger ikke bare nu til dags (sagde den 80-årige blogger) næh nej, de skriger og råber og forældrene som for længst er blevet døve, er buldrende ligeglade.
Det er underligt, at det er blevet alle andres problem, at børn er uopdragne som bare pokker. For beder man et barn som står og skriger nede i Føtex, om at være stille, så får man jo et laserblik fra moderen som selv Superman ville give sine røde underdrenge for.

Min fysiklærer i folkeskolen reagerede på navnet Poul Mortensen eller Hr. Mortensen. Så var der frit valg. Han evnede kunsten disciplin. Hvis man var uartig, ja, så blev der tegnet en kridtcirkel på gulvet ved siden af kateteret og der fik man lov til at stå resten af timen. Det var de bedste timer og den bedste lærer jeg nogensinde har haft. Her var ro og koncentration til at lære. Men respekten er ved at være uddød. Børn svarer igen som aldrig før og det er nærmest på mode, at være en verbal trigger happy motherfucker-møgunge. Men hvor skulle de også få respekten fra? Deres forældre, som burde være dem der sætter dagsordnen, siger ingenting og ungerne vælter sig i forbilleder, som realitystjerner som vil frem i livet og programmet med at lyve og bedrage og standupkomikere som Tobias Dybvad, der gør karriere i sit program, ved at nedgøre alt og andre med. For her er intet for helligt til at blive latterliggjort og når der så ikke er noget der trækker i den rigtige retning, så er det svært at være barn og vide, at sådan bør man ikke tale og opføre sig i den virkelige verden. Børnenes forbilleder er skredet helt ud af kurs. Og man bliver så rasende på det her lille uforskammede væsen, der står og sparker til en flok duer. Det er ganske uretfærdigt, for den man i virkeligheden burde blive sur på, er faren der står 4 meter længere henne og glor ned i sin mobil. De gør deres børn en bjørnetjeneste, for det vil forfølge dem resten af livet.

Jeg er blevet opdraget til at sige tak for mad og tale pænt. Jeg priser mig lykkelig for min gode opdragelse, der gør, at jeg godt kan finde ud af at sige ja tak eller nej tak, når der er en der spørger om jeg vil købe Hus Forbi eller gi en skilling til en hjemløs. I modsætning til dem der kigger paralyseret ud i luften og lader som om der overhovedet ikke står et menneske lige der og stiller dem et spørgsmål. Hulubulu – så er man usynlig.
Men foråret er vidunderligt! Så nu vi jeg nyde det gode vejr i min have – måske fifty fifty med propper i ørene, for vi kan også larme i forstaden – for naboens børns jublen på havetrampolinen, skal skældes ud af mine gravhunde. Men det der gør den store forskel er, at her bliver det gjort med måde og med tolerance og respekt for hinanden og så er der plads til både børns og hundes udfoldelser. Så lever jeg med ørepropperne…