Et liv for en selfie.
3,5 dag skulle der gå med vores nye blog før det første indlæg om dyr kom på – jeg synes selv, at jeg holdt den længe. Jeg ved godt, at jeg er en total dyretosse. Jeg ved det godt. Jeg ved godt, at jeg er for meget for de fleste. Men alt i min krop skriger på, at hjælpe dyrene, og selvom jeg kan mærke, at jeg irriterer min omgangskreds, når jeg fortæller, at de ikke skal hygge sig med dyreshows på deres ferie, ikke ride på elefanter og svømme med delfiner, så kan jeg bare ikke lade være. For jeg ved hvordan de lider og når man ved det, hvordan kan man så ignorere det? Når jeg ser endnu en modepige i metroen med en pelskrave på jakken eller en af de populære huer med en pelskvast på toppen, så vender det sig i mig. Og jeg skal fysisk holde fast i mit sæde for ikke at rejse mig, og gå hen og forklare pigen hvilken mishandling der ligger bag hendes modevalg, blot for at høre om hun overhovedet har taget stilling. For jeg ved godt, at de fleste valg på truffet på en bund af uvidenhed. Alt i mig skriger, at jeg skal gøre noget og oplyse dem der rækker ud efter skrabeæggene, og lægger dem i kurven ved siden af den Coca Cola, de gerne vil betale mere for. Komfort frem for dyrevelfærd. Jeg ved godt, at jeg bliver for meget. Det er få der magter at høre på mig. Ingen har lyst til at få smasket op i hovedet, at de er lede mennesker som gør andre levende væsner ondt – samtidig vil de ikke give afkald på deres billige kød, deres underholdning på rejserne og deres mode. Så jeg ved godt, at de alle ville ønske, at jeg flettede næbbet. Der er bare det ærgerlige, at det her næb ikke vil lade sig flette.
Slet ikke når jeg nu ser, at en delfinunge i Argentina er død, fordi folk blev ved med at tage selfies med den. De så den svømme rundt i vandet og hev den op, og lod den vandre fra hånd til hånd mens de klappede den og tog billeder sammen med den. Hev den op af sit element, væk fra sin familie for at tage billeder. Den døde i deres hænder og ingen gjorde noget for at hjælpe den. Den er simpelthen død, fordi alt for mange uempatiske, egoistiske, uintelligente mennesker var samlet på et sted. Og jeg ved godt, at her er tale om én lille delfinunge. Intet imod de tusindevis af svin, der lider hver eneste dag i den danske kødindustri, eller de små pattegrise, der bliver dræbt ved, at bliver slynget mod et stengulv, fordi de ikke kan bruges. Ja, eller de millioner af burhøns, vi på ægte fængselsmanér spærrer inde, fordi vi bare vil have deres æg og vil skide på deres liv. Så ved jeg godt, at én lille delfinunge virker absurd at hyle over. Men det er billedet på den åbenlyse egoisme og mangel på empati for det levende væsen, der er lige foran dem, som jeg synes er så frygtelig! At en selfie betyder mere end et liv. Og alle dem som så fik sin bøddelselfie, nu kan kigge på det billede og sige – ja, jeg var så med til at slå denne lille nuttede delfinunge ihjel – men jeg har heldigvis et billede af det. For pokker!!! Det koster ikke en hulens fis at tænke sig om. Dyrene er ikke til for os – det er meningen vi skal eksistere sammen på denne her jord. Så nu kommer dyretossen igen med en formaning – please! Tænk jer nu om! Pas nu på dyrene og træf de rigtige valg på ferien, i supermarkedet og når det kommer til tøjskabet. Og brug den magt vi har som den overlegne race til noget positivt – så gør du tossen og en klode fuld af dyr kamplykkelige!
Jeg blev så ked af det da jeg så den historie. Ligesom med så mange andre historier i den genre. Jeg tog for nylig beslutningen om at blive veganer for at minimere min medvirken til mishandling og udnyttelse af dyr så meget som muligt. Jeg må sige at det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Og der er så mange positive bivirkninger. Bedre helbred, godt for miljøet og det var rart at få ensrettet moral og handling for en gangs skyld.