Så er vi flyvende…

Hvem skulle ha troet – så fik hun en blog. Den teknisk udfordrede skuespiller, som de første mange år troede, at når folk sagde at de skrev på en blog – at de så mente den firkantede af papir. En blok? Da det endelig gik op for mig, at det var noget på nettet, så forstod jeg ikke helt hvad det var de skrev. Var de eksperter? Var de journalister? Var de forfattere? Nææææhh…. De var mennesker der delte det de vidste, mente, troede, følte, oplevede. Hvem pokker læser det? Jeg fattede intet! Jeg var allerede ved at drukne i alle folks meninger på facebook og jeg havde lyst til at brænde min computer hver gang jeg ved et uheld kom til at klikke ind på Nationen på EB og læse den negative sunami af ord der blev brækket op på siden. Jeg syntes, at internettet var blevet til en rød stue af Rasmus Modsat og kraftedmetyper, der skrev så grimt om alt og alle, at man ikke ville ønske for selv sin egen neglesvamp, at klikke ind på det. Så hvorfor melde sig ind i det dårlige fællesskab og lægge sit liv ind på en blog og selv bede om de verbale trælår. Jeg fattede intet.
Indtil jeg begyndte at læse de blogs jeg fandt på Bloggers Delight. Fandt ud af, at jeg kunne finde mennesker der skrev om ting jeg synes var interessante – set fra et menneskesyn og ikke fra smagsdommere eller eksperter. At jeg kunne fravælge Blachmænd og Clement’er og i stedet læse levende fortællinger fra det rigtige liv – uden filter, uden at dømme, uden nogen stillede sig op og lod som om de var mere end andre.
Så nu er den sivet ind. Nu ved jeg hvem der er der læser blogs. Det gør de der vil vide, føle, opleve, bekræftes, inspireres. Genialt!

Så nu er jeg med på vognen! Og hvis jeg skal dele mit liv med nogen, så hvorfor ikke dele det sammen med den jeg i forvejen deler livet med. Ja, undskyld – det var led sætning. Men ikke desto mindre sand. Så jeg er på toppen over at skrive bloggen sammen med min mand. Nikolaj Tarp. Det menneske jeg elsker mere end noget andet, men også ham der kan få mig til at eksploderer af raseri. På alle måder mit følelsesmæssige tændstål. Men han er også den der kan få mig tilbage på jorden, når min følelsesmæssige intelligens løber af med mig. For jeg ved da godt, at når man åbner dørene til sit liv, så er det ikke kun bløde kaninerbabyer og disney fugleunger der flyver ind. Jeg er allerede blevet mødt af det første negative røster, når jeg fortæller, at jeg har en blog. Men for en gang skyld er jeg i mit hus og kan pænt sætte en smilende gummisko i måsen på dem der lukker galde ud. For jeg er stor fan af respekten for hinanden og de store passioner i den gode tone.

Så velkommen indenfor! Jeg håber vi får en fest! Hvad enten det er den hyggelige hænge-ud-i-køkkenet-fest, den tipsy du-har-altid-været-min-aller-bedste-ven-jeg-elsker-dig-for-fanden!-fest eller de skønne varme middagsfester med en kærlig diskussion om livets holdninger over et godt glas rødvin, så er du velkommen. For her er hjerterum og benene holder vi på jorden. Og hvis du sidder nu og tænker, at du ikke aner hvem jeg er, så finder du nok ud af det undervejs – men ellers kan jeg hjælpe dig lidt på vej og sige det som JLo:
”I’m still Vicki from the blog!”.