London BABY!!!!

I går var jeg så i London. Ja – kun i går. Jeg havde et møde derovre med et produktionselskab om et fremtidigt projekt, sammen med nogle kollegaer. Og jeg ved ikke hvad det er med mig, men jeg formår altid af dumme mig nye steder. Heldigvis ikke til mødet, men lige ved siden af… Men jeg tænker – det skete i udlandet og så tæller det vil ikke rigtigt… gør det?

Vækkeuret ringede kl. 4.35. Efter to blødkogte æg tog jeg afsted kl. 5.15 fra matriklen. Flyet lettede kl. 7 fra Kastrup, hvor jeg lige kunne nå at slynge en halv liter palæojuice i hangaren. Jeg var en træt berliner – ingen tvivl om det. Men det er ikke noget en morfar i jernfuglen ikke kan afhjælpe. Vi skulle med tog fra Gatwick ind til byen. Det tog 45 min. men den tid kan heldigvis bruges på at indtage den velkendte second-breakfast. For jeg havde lige hevet en palæo-kålsalat med fra Seven Eleven i lufthavnen. Og selvom klokken kun var 9 og nogen måske synes, at kål og oksekød med valnøddesennep ikke er passende på det tidspunkt, så føltes det som frokost, da jeg jo havde været oppe før kl. 5. Jeg fik også købt en liter vand i lufthavnen, så den røg også ned.

Mødet var kl. 10.30, så vi kunne lige nå et stop på en cafe inden og snakke om strategien til mødet. Men hov – er det en sashimi-salat jeg ser der?! Jamen hvorfor ikke, det er jo næsten en time siden min kålfest på toget og den skulle da skylles ned med en halv liter juice. Efter al det jeg har indtaget siden jeg stod op, skulle jeg desperat nå et toilet inden vi gik til mødet. Jeg lagde godt mærke til, at det var et handikaptoilet jeg gik ind på, på caféen, men jeg kunne ikke se andre og det skulle ligesom være nu. Sommerfugle i maven, tankerne lidt alle vegne, så da jeg skulle trække ud, hev jeg bare i den snor med en ring i, som hang ned fra loftet. Jeg tænkte, at det var et godt gammeldags træk-og-slip toilet. I det samme bimler der en alarm og snoren lyser rødt i loftet hvor den sidder fast. Jeg kigger på snoren, kigger på toilettet, som står og griner af mig, med sin lille cisterneknap på siden – lige til at trykke på, så man kan trække ud. Jeg tænker, at jeg heller må få dækket den målløse bare røv jeg pt står og flasher og få hevet de bukser op i en fart, inden der står et helt kompagni af caféfolk, for at hjælpe mig ud af toilettet. Jeg bliver simpelthen så flov, at jeg bare skynder mig ud af døren og går væk som om ingenting er hændt. Selvom jeg ser to forvirrede vagtfolk med skrå øjenbryn komme hen mod mig, så går jeg bare. Jeg er ikke helt klar over hvorfor. Men jeg synes det er så pinligt, at skulle stå og prøve at forklare på engelsk: “Yes yes it was me in til toilet – I was finished and I thought the toilet was a good oldfashion pull-and-let-go toilet…”. Jeg sagde ikke engang til mine kollegaer, at det var mig der havde sat den alarm i gang, som lige nu bimlede i hele caféen. Jeg ved det, dårlig stil. Og jeg blev nødt til at krybe til bekendelse, da vi kom ud fra mødes og vi skulle ind på en café og tale om det. Jeg blev nødt til at sige, om vi ikke kunne finde et andet sted, da det var mig der satte alarmen igang før og jeg havde været så ubeskrivelig barnlig ikke at sige noget. I know – jeg er en total London baby…