Leo vs. resten…

Det er blevet Oscar-week! Film er naturligvis en kunstart, og det er med afstand min foretrukne af slagsen. Men lad os være ærlige. Det er i høj grad også underholdning. Og ingen er bedre til at dyrke og fejre grænselandet mellem kunst og kommercielt end amerikanerne. Hjertet eller epicentret af det kunstnerisk kommercielle eller det kommercielt kunstneriske er selvfølgelig Hollywood, filmbyen der i år lægger hus til den 88. Oscar uddeling. Megastjerner bliver starstruck og får udlevet deres barndoms drøm. Store kunstnere opdager, at de faktisk har det helt ok med at få publicity, ros, opmærksomhed, lettere adgang til finansiering af deres næste værk og et pænt tilskud til pensionsårene. Og midt i al kunstigheden viser følelserne sig så stærke, at ingen mængde botox kan skjule de følelser, der vælder op, når ens ego bliver så orgasmisk stimuleret, som det gør, når man modtager den mængde bekræftelse, som et anerkendende nik og en 34 cm høj guldbelagt statuette fra akademiet indebærer.

Der er glitz, glamour, rød løber, store navne, åbningsmonologer af svingende kvalitet og en lind strøm af takketaler, og hvert år håber vi på at opleve et af de helt store, mindeværdige Oscar Moments. For mit vedkommende er på forhånd nogle få ting, der vil kunne redde min aften, næsten lige meget hvad der ellers kommer til at ske: Hvis en (meget gerne begge) af de danske nominerede film (Krigen og The Look of Silence) og hvis Sylvester Stallone får en Oscar for sin rørende præstation i Creed. Mit danske ønske er selvfølgelig med lidt farvede briller, men sgu også fordi jeg synes, at de fortjener det. Stallone er til dels fordi han er virkelig god i filmen, men også fordi det bare vil være en ekstremt god historie. Det vil være noget nær den ultimative underdog historie, når man tænker på, hvor travlt mange har haft med at kritisere ham i årenes løb.

I år er samtidig noget så vidunderligt som et decideret uforudsigeligt år. Der var sneget sig en tendens ind, til at man med ret stor sandsynlighed kunne gætte de fleste priser på forhånd. Jeg vil næsten kalde dette år det mest uforudsigelige i de år, jeg har fulgt uddelingen, og jeg så altså mit første Oscar show i 1990… Der er naturligvis en fare for, at det alligevel ender med, at det er favoritterne i hver kategori, der løber med sejren. Men inden søndagens show løber af stablen, så lugter det i hvert fald af et år, hvor der er meget få kategorier, der på forhånd er låst. Over de næste dage vender jeg tilbage til nogle af dem, der er meget lige, men i dag lægger jeg forsigtigt ud, med en hvor det vil være en massiv overraskelse, hvis ikke storfavoritten vinder.

For prisen for “Bedste mandlige hovedrolle” går til Leonardo DiCaprio for The Revenant. Dels er der frygten for, at internettet brænder sammen, hvis de ender med at vælge en anden, og dels har han vundet mere eller mindre samtlige af de priser, der uddeles i opløbet. Oscar uddeles af 6000+ medlemmer af filmakademiet i USA, og det er stort set alle sammen folk, der er aktive i filmbranchen. De sidder næsten alle sammen også i de store amerikanske filmfagforeninger, som alle uddeler priser i månederne op til Oscar. Ca. 1/3 af de stemmeberettigede er også medlemmer af skuespillernes fagforening, SAG, så derfor er priserne, der uddeles der, en ret god pejlesnor, når det kommer til at forudsige skuespillerpriserne på søndag. Og Leo vandt selvfølgelig SAG prisen for bedste mandlige hovedrolle. Han vandt også Golden Globe og BAFTA priserne i samme kategori, og selvom det ikke er de samme mennesker, der stemmer der, som stemmer til Oscar, så er det ikke urealistisk, at ikke alle akademimedlemmerne får set alle filmene, de skal stemme om, og derfor kan de godt lade sig påvirke af, hvordan andre priser er blevet fordelt.

Men de to vægtigste årsager til at Leo (formentlig) vinder i år, er:
1: Der er en generel følelse af, at det er “hans tur” til at vinde. Hvis ikke følelsen nærmere er, at han burde have vundet for længst. Jeg ved ikke, om jeg er helt enig, for når jeg sammenligner de år, hvor han har været nomineret, så er der hvert år mindst én præstation, som jeg nok ville foretrække, når alt kommer til alt. Men han er nomineret for 6. gang i år (5 gange som skuespiller og 1 gang som producer af The Wolf of Wall Street), så jeg kan virkelig godt forstå, at sympatien svinger hans vej.
2: Han er skidegod i filmen. Og heldigvis spiller det stadigvæk ind.

Der er talt meget om, hvor meget han ofrer sig for rollen. Han æder rå lever, han vælter rund i iskoldt vand osv. Jeg synes ikke de parametre bør udløse en Oscar, ligesom jeg ikke synes, at man bør vinde prisen for at tabe 30 kg. eller tage det tilsvarende på. Men det er prisværdigt, at han yder så stor en indsats for sin kunst, og det er en fortælling, der udløser stemmer. For mig er den primære skuespillermæssige præstation fra hans side, at han med meget lidt dialog kan holde filmen intens, selv når vi er inde i meget intime nærbilleder af ham. Det kræver meget, at konkurrere med filmens overvældende visualitet. Det er desuden nok den film, hvor jeg hurtigst har glemt, at det er Leonardo, jeg kigger på. For det har været min primære anke med ham tidligere. Uanset hvor god jeg egentlig har syntes, han er, så er jeg altid meget bevidst om, at det er Leonardo og at han skuespiller derudaf. Så selvom jeg stadig, meget forsigtigt, tillader mig at sige, at jeg ikke personligt synes, at han leverer årets bedste præstation, så vil det bestemt være en fortjent sejr, når han med al sandsynlighed vinder. Heldigvis. For selvom vi alle hvert år kan sidde og sige, at det ikke var lige præcis vores favorit, der vandt og “hvad fanden har de gang i”, så er det trods alt ofte alligevel ret gode film og præstationer, der honoreres. Det er i det i høj grad også, når distributørerne mandag morgen skal til at ændre plakater og reklamekampagner, så der fremover kommer til at stå “Academy Award Winner Leonardo DiCaprio”.

Hvis det ikke sker, så kan du se mig tabe både næse og mund på TV2 natten mellem søndag og mandag…