Nå... Hvor pokker skal man starte med sådan en gang rod...
Det er altid risikabelt at skrive
Se næste indlæg >
Kærlighed overload!
·
Berlin· vickiberlin
Jeg ved godt, at jeg ikke har børn. Og jeg ved godt, at alle siger, at den følelse at blive forældre er den største kærlighed ever og intet kan slå den. Det tror jeg også på, fordi der sker noget kemisk i hjernen, som man ikke kan hamle op med, eller sammenligne med noget andet. Jeg mener selv jeg er mor – mor til tre smukke pelsede vidundere, som jeg elsker højrere end ord kan beskrive. Det er selvsagt. Men! Når det så er slået fast, så er det altså heller ikke tosset, at være moster og jeg er endda så heldig, at jeg både er moster, faster og gudmor. Jeps! Tre titler jeg er pææææænt stolt af! Af flere årsager. For jeg er stolt af mine niecer, fordi de er så gode piger. De er høflige, kreative, dygtige piger, som opfører sig ordentligt, hører efter og ved hvad der er rigtig og forkert. De er ordentlige mennesker. Og det er ikke en selvfølge. For denne verden, er ved at blive brolagt med lortemennesker, som sprænger andre folk i luften, spytter på dem, mishandler dyr, mobber andre til selvmord – ja, listen er lang og jeg kunne blive ved. Samtidig er uopdragne unger jo ikke en sjældenhed, men nærmest hverdagskost, hvis man bevæger sig ud i det offentlige rum. Og derfor gør det mig bare møghamrende stolt, at være moster til sådan nogle perlepiger.
Min ældste niece på 11 år, Andrea, er mit gudbarn. Da vi var til min storebrors 40 års fødselsdag i går, sad hun med sin tegnebog og tegnede. Hun var ked af det, for en af de andre børn der var der, havde revet en side ud af hendes bog og tegnet på den. Hun kunne slet ikke forstå hvordan man kan gøre det – ja, det kan jeg så heller ikke. Andrea viste mig alle tegningerne i sin bog og så sagde hun pludselig: “Jeg har også tegnet dig, Moster!” og viste mig en tegning i sin bog, hvor der med store bogstaver stod “Moster”. Jeg blev både rørt og stolt af min vidunderlige guddatter. Og det kan godt være, at du nu sidder og vender øjne og tænker “er det noget – en tegning?!”. Så kan jeg kun sige: “Ja, det er det – det er møghamrende smukt!”. Det er kærlighed – overload!
Hej Vicki
Det viser sig, at det var min datter på syv, der rev den ene side ud – dog af god mening. Det skete, da hun legede med den yngste af niecerne, og da de sammen fandt en malebog liggende på et bord. Min datter troede, at det var hendes malebog, og hun valgte derfor at rive en side ud af bogen, så de begge kunne male på samme tid. Så det er forklaringen på dit spørgsmål om, hvordan nogen dog kunne finde på sådan noget.
Jeg blev naturligvis først lidt vred, da jeg hørte, hvad hun havde gjort uden at spørge os eller nogle af de andre voksne tilstede, for som jeg også sagde, ”Det ville du da heller ikke gøre med din egen malebog, vel?!” Men til det svarede hun grædefærdigt, at jo, det gør hun og hendes veninder faktisk tit, hvis de kun har én malebog i mellem dem – så river de en side ud til den ene af dem, og resten beholder ejermanden.
Så hvad har jeg lært af hele miseren – ud over at der altid er to sider af samme sag?! At man selv i den bedste mening kan komme til at gøre andre kede af det, og at selv vores bedste intentioner i visse tilfælde kan være uforståelige for andre.
Uanset hvad, så har vi selvfølgelig beklaget over for både forældrene og værten, og min datter har selvfølgelig tilbudt at købe en ny malebog.
Kh Richard