Christians-hoppe-borg…

Nøj, hvor er jeg træt er det her politik! Det barnagtige magtmisbrug, der løber af staben lige nu er pinligt! Lad os nu for pokker komme til bunds og få ryddet ud. Løkke – giv slip på den stol! Du må ikke sidder der mere.
Jeg bliver tit spurgt hvilket parti jeg stemmer på og hvilken retning jeg tænker politisk. Sandheden er, at jeg tænker normalt ikke så meget over det med politik. Jeg har en livsholdning, en moral og et ønske om hvordan verden ville se ud i den bedst mulige tilstand og det prøver jeg selv at efterleve, men når det kommer til partier og valg, så synes jeg ærlig talt det er blevet en smule speget. Og når så politikerne selv begynder at hoppe rundt mellem partierne, så bliver jeg for alvor forvirret. For hvis de ikke engang kan holde linien, så er der da ingen chance for, at vi andre kan. I politik gælder åbenbart det gode gamle mundheld – man har et standpunkt til man tager et nyt. Og på det seneste er politik blevet så meget en farce, at det næsten er gravhumor. Jeg prøver i afmagt at grine af det, men det kan jeg ikke længere. Så nu tager jeg den skønne barnlige løsning der hedder, at hver gang jeg hører om politik, så holder jeg mig for ørerne og råber LA-LA-LA-LA-LA-LA-LA!!!

For nu tror politikerne så heller ikke på hinanden. De har ikke tillid til ministeren, siger de. Det de i virkeligheden siger er, Eva Kjær hun lyver, bukserne de flyver. For jeg er ikke den eneste der er barnlig her. Løkke vil ikke af med sin stol, han vil heller ikke af med Eva, for Eva og Lars er forlovet og kysser hinanden i toget – men han vil heller ikke selv gå. Han vil have hele kagen og ikke dele med nogen. Så nu er alle inviteret ind i puderummet og så skal vi snakke om det. Nu skal vi blive enige om at være venner og give hinanden et kram og sige, at nu stoler vi igen på det Eva siger. For pokker en børnehave! Skid eller stå af potten! Al det her snikkesnakketid, er jo bare at udskyde at bleen skal skiftes. Lad os nu få valg, for sytten. Løkke har prøvet at styre skibet, det gik skidt, lad os prøve med en ny kaptajn inden vi brager ind i molen.

For i virkeligheden, så tror jeg ikke det handler så meget om partier længere. Det handler mere om en stor flok individer med en masse meninger, som prøver at finde en kasse de kan passe ned i og skulle den de havde fundet blive for trang, eller for besværlig eller skulle de måske komme til at pisse lidt i den – så kan man jo altid finde en ny. For pisse, det kan de! Både på hinanden og om kap!
Christiansborg er blevet en rodebutik og jeg kan ikke finde ud af hvem der hører til hvad længere og hvem der overhovedet ikke hører til nogen steder. Det er blevet en parodi, en kuglerum for voksne, hvor de kan pege fingre af hinanden og mobbe løs, bare de siger fru foran og husker efternavnet. Velkommen til legelandet Christianshoppeborg!