Kort guide til Oscar 2017

Vores bud på Oscar 2017

Oscar

Om få timer går det løs. Her er vores bud på årets vindere. Dels hvem vi hver især tror vinder. Og så selvfølgelig også hvem af de nominerede, som vi hver især inderst inde hepper på. Lad mig bare sige på forhånd: De to ting er bestemt ikke det samme i år…

Bedste film:

Vi tror: La La Land er klar storfavorit. Hvis der mod forventning skulle komme en overraskelse her, så var Manchester By the Sea tidligere favoritten, men nu lugter det lidt af, at Moonlight er nærmeste konkurrent. Helt vild outsider er Hidden Figures. Men mon ikke det bliver det trygge og sikre valg i La La…

Vicki håber: “Lion, men jeg ved godt det er totalt urealistisk”.

Nikolaj håber: “Det er hårdt at sige, men enhver af de otte andre end La La Land. Den er fin, men ikke mig (selvom jeg elsker musicals). Skal jeg vælge en, med pistolen for panden, så siger jeg Hell or High Water”.

Bedste instruktør:

Vi tror: Damien Chazelle, La La Land. Den går nok hånd i hånd med film, som så ofte før. Igen er Moonlight måske outsideren.

Vicki håber: “Af de nominerede ville jeg nok sige Mel Gibson for Hacksaw Ridge”.

Nikolaj håber: “Igen er jeg faktisk til enhver af de andre, som alle har gjort det forrygende. Der vil være noget smukt i sejr til Barry Jenkins for Moonlight”.

Bedste kvindelige hovedrolle:

Vi tror: Emma Stone, La La Land. Konkurrenten skulle være Isabelle Huppert, men vi tror på Emma.

Vicki håber: “Her er jeg faktisk tilfreds med vinderen, hvis det bliver Emma Stone. Hun er bedre end filmen”.

Nikolaj håber: “Helt ok med Emma Stone. Hun er skøn. Det er Ruth Negga også i Loving. Jeg savner Taraji P. Henson fra Hidden Figures samt Amy Adams blandt de nominerede dog”.

Bedste mandlige hovedrolle:

Vi tror: Det er meget, meget tæt. Næsten 50/50. Vicki tror lidt på Denzel Washington, Nikolaj tror lidt på Casey Affleck. Men det bliver med al sandsynlighed en af dem.

Vicki håber: “Viggo Mortensen. Det er hans bedste rolle til dato og jeg er fuldstændigt tryllebundet af ham”.

Nikolaj håber: “Viggo Mortensen. Casey og Denzel vil være fortjente vindere, men hjertet siger Viggo for en fremragende præstation”.

Bedste kvindelige birolle:

Vi tror: Viola Davis, Fences. Hun er meget stor favorit her. Hendes rolle er nærmest også en hovedrolle…

Vicki håber: “Jeg både tror og håber på Viola Davis”.

Nikolaj håber: “Viola Davis fortjener den”.

Bedste mandlige birolle:

Vi tror: Mahershala Ali for Moonlight er klar favorit.

Vicki håber: “Michael Shannon for Nocturnal Animals. Det er en meget svær rolle at gøre troværdig, og han leverer bare varen fuldstændigt formidabelt”.

Nikolaj håber: “For mig er det meget tæt mellem Michael Shannon og Jeff Bridges. Bridges har vundet, så jeg siger Shannon”.

Bedste originale manuskript:

Vi tror: En af kategorierne, hvor La La Land ikke er favorit. De fleste bookmakere siger Manchester By the Sea.

Vicki håber: “The Lobster. Det er så sjældent, man ser en film, hvor man ikke kan regne ud, hvad der sker. Og i The Lobster kan man ikke regne ud hvad der sker et minut frem i tiden”.

Nikolaj håber: “The Lobster. Det er skarpt, gennemtænkt og dybt originalt”.

Bedste adapterede manuskript:

Vi tror: Moonligt må være favoritten her.

Vicki håber: “Jeg vil faktisk sige Arrival”.

Nikolaj håber: “Bearbejdningen af kildematerialet er mest imponerende i Arrival for mit vedkommende, så den går jeg med”.

Bedste production design:

Vi tror: La La Land.

Vicki håber: “Jeg vil sige Passengers”.

Nikolaj håber: “Jeg går også med Passengers. Det er den, der leger mest med looket og har mest iderigdom for mig”.

Bedste klip:

Vi tror: La La Land. Det bliver meget ofte samme film her, som den der vinder for bedste film. Så vi tror på, at de hænger sammen i år.

Vicki håber: “Hacksaw Ridge”.

Nikolaj håber: “Hell or High Water har en fed rytme og tone i sin klippestil, så den går jeg med. Men både Arrival, Moonlight og Hacksaw kan virkelig også noget”.

Bedste fotografering:

Vi tror: La La Land virker til at være alles favorit her. Hey, så bliver det da lidt skandinavisk, for det er en svensk fotograf.

Vicki håber: “Der står jeg og vakler mellem Arrival og Lion. Begge er flotte”.

Nikolaj håber: “Billederne fra Arrival er dem, der er blevet mest hængende hos mig. Den er ekstremt stemningsfyldt fotograferet og der er fortalt rigtigt meget af hovedkarakterens psykologi gennem billederne”.

Bedste kostumer:

Vi tror: Det lugter lidt af en god aften for La La Land…

Vicki håber: “Der kunne jeg godt finde på at sige Fantastic Beasts”.

Nikolaj håber: “Fantastic Beasts er sjovest og Jackie genskabte perioden flot. Jeg holder nok med Beasts”.

Bedste sminke/hår:

Vi tror: Den er svær. Der kan faktisk godt komme en overraskende svensk vinder i En Mand der Hedder Ove. Men vi gætter altså på Star Trek Beyond.

Vicki håber: “Ikke rigtigt noget, men udelukkelses metoden siger Star Trek. Suicide Squad var ikke imponerende og Ove var fremragende, men at det lige skulle være sminken har jeg svært ved at se.”

Nikolaj håber: “Hmmm… Star Trek har det enkeltstående fedeste sminkearbejde. Men der er også noget rod i noget af creature designet, så… Hjertet siger Ove.

Bedste musik:

Vi tror: La La Land er storfavorit.

Vicki håber: “Lion”.

Nikolaj håber: “Jeg savner så meget at Arrival er med her. Det er en skandale, at den blev diskvalificeret. Den er min favorit. Af de nominerede imponerede Jackies musik mig, men hjertet siger at Thomas Newman snart skal have en Oscar. Hans musik til Passengers er måske ikke karrierens højdepunkt, men det er rigeligt godt til at vinde”.

Bedste sang:

Vi tror: Svært at se andre vinde end City of Stars fra La La Land. Alt andet vil være en stor overraskelse.

Vicki håber: “Jeg har ikke hørt dem alle sammen, så pas.”

Nikolaj håber: “Jeg krydser fingre for en overraskelse til How Far I’ll Go fra Moana (Vaiana)”.

Bedste lydmix:

Vi tror: Her er de ofte glade for musicals, så den ligger ret godt til La La Land.

Vicki håber: “Der vil jeg sige Hacksaw Ridge”.

Nikolaj håber: “Arrival”.

Bedste lydredigering:

Vi tror: Arrival eller Hacksaw Ridge umiddelbart.

Vicki håber: “Deepwater Horizon. Lydbilledet var med til at give indlevelsen af at være på boreplatformen”.

Nikolaj håber: “Arrival bruger lyd fremragende. Det er også flot arbejde i Deepwater og Hacksaw”.

Bedste visuelle effekter:

Vi tror: The Jungle Book har gode chancer her. Men der er før set overraskelser i denne kategori (så sent som sidste år med Ex Machina foran Star Wars og Mad Max).

Vicki håber: “Helt klart The Jungle Book. Man kunne kun se, at det ikke var rigtige dyr, fordi de snakkede”.

Nikolaj håber: “Jeg synes bestemt The Jungle Book fortjener den her”:

Bedste udenlandske film:

Vi tror: En tæt duel mellem Toni Erdmann og The Salesman. De politiske kontroverser omkring The Salesman giver måske den en lille fordel.

Vicki håber: “En Mand Der Hedder Ove. En af de bedste film, jeg har set i år”.

Nikolaj håber: “Svært ikke at krydse fingrene lidt for Danmark og Under Sandet. Ellers er det her bare et stærkt felt, hvor jeg vil være ok med det meste”.

Bedste animerede spillefilm:

Vi tror: Zootopia er i førertrøjen. Måske er der en overraskelse i ærmet med Kubo and the Two Strings.

Vicki håber: “Pas. Mangler at se for mange. Zootopia var fin, men så var jeg heller ikke mere vild med den.”

Nikolaj håber: “Mange gode her. Og det er ok hvis Zootopia eller Kubo vinder. Men jeg nød Moana mest”.

Bedste dokumentar spillefilm:

Vi tror: O.J. Made in America.

Vicki håber: “13th. Vigtig film. Har aldrig været vigtigere”.

Nikolaj håber: “13th. Der er noget manipulation fra Ava DuVernays side, men det gælder ofte dokumentarfilmene. Det er ikke journalistisk objektivitet vi er ude i, og det er heller ikke deres forpligtelse”.

Bedste kortfilm, live action:

Vi tror: Lad os bare være danske og tro på Silent Nights.

Vicki håber: “Jeg håber helt klart på Silent Nights”.

Nikolaj håber: “Kom så, Silent Nights!”

Bedste kortfilm, animeret:

Vi tror: Meget svær kategori. Pixar har gode traditioner, så et lidt løst gæt går på Piper.

Vicki håber: “Har ikke set nok, så pas”.

Nikolaj håber: “Piper er skøn, så lad os sige den”.

Bedste kortfilm, dokumentar:

Vi tror: Meget, meget svær kategori. Kunne stå mellem Extremis og The White Helmets. Men det kan gå alle veje her.

Vicki håber: “Ikke så meget, har ikke set nok”.

Nikolaj håber: “Der er i hvert fald en spændende historie, hvis The White Helmets vinder, for fotografen har fået indrejseforbud til USA af endnu uvisse årsager (andet end at han er fra Syrien)…”

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kort guide til Oscar 2017