Verden er min!

Igår, da jeg gik tur med mine hunde, gik jeg forbi legepladsen ved Rebæk sø. Her legede to forældre med deres lille pige. Hun sprang fra det ene til det andet, og da moren spurgte om de skulle gynge, råbte hun “Det er min!!! Det er min gynge!” – moren lettede sig med det samme og satte sig istedet på gyngen ved siden af, så pigen kunne få den gynge hun havde proklameret var hendes. “Det er min!!!” Råbte hun igen og jeg tænkte i mit stille sind “Ej, det er nu Hvidovre kommunes…”. Sekundet efter, gik jeg forbi et grantræ, bag det havde nogen stillet en scooter – efter de totalt havde skraldet den. Alt hvad der kunne pilles af, var blevet pillet af og det stakkels skelet, var så bare efterladt bag et træ ved Rebæk sø. Og så kunne jeg ikke lade være med at tænke, at de unge mennesker som har stjålet den scooter og skilt den ad – var de børn engang, som ikke lærte, at alt ikke er dit. Børn som ikke fik sat grænser og hvor forældrene glemte, at lære dem og ikke fik fortalt dem, at det ikke er alt der er dit, og at du ikke må tage noget, der er andres og proklamere det er dit. Pludselig stod de to billeder så klart op af hinanden, med pigen på gyngen og den forladte stjålne scooter. Jeg ved, at tingene ikke er så sort/hvide, men jeg synes det ville have været så fint, hvis forældrene nappede det i opløbet og lærte den lille pige, at ting ikke er dit, bare fordi du råber, at det er det, og det at dele og have respekt for andres ting, er en skøn lærdom. Ja, jeg skal ikke gøre mig klog på børneopdragelse, men den tur rundt om Rebæk sø, blev for mig pludselig et klart blik, på noget ungdom gået galt. Og hvis du sidder og læser det her og har fået stjålet din scooter – så kan det være, at du stadig kan finde resterne bag et grantræ ved Rebæk sø.