Hvem ringer Klokkeren for?

Nu må det være gået op for de fleste: Fredericia Teater har gang i et helt unikt run af fremragende opsætninger. Ambitionsniveauet i forhold til teknik, fortælling og talent på scenen er så forbilledligt, at det burde få alle andre til at løfte deres eget niveau med et eftertænksomt “ok, hvad kan vi selv gøre bedre?”. For det østjyske teater gør nemlig lige præcis det: De stiller konstant krav til sig selv. Hvordan kan vi gøre det endnu bedre? Og det smitter så eftertrykkeligt af på slutproduktet.

Forestillingen har hovedløse helgener og fandens flammer. Den er en helhedsoplevelse, hvor publikum både fysisk og emotionelt suges ind Paris og i den centrale scenografi, katedralen Notre Dame. Personligt synes jeg at filmbranchen burde droppe snobberiet og gå i teateret til en musical, selvom de ikke er meget for det. For der er en mængde talent på scenen, som kunne bidrage til større alsidighed på skærmene og biograflærrederne herhjemme. Den præcision og disciplin de medvirkende arbejder med er dybt imponerende. Det gælder hele vejen rundt, selvom det naturligvis er oplagt at blive forført af en Quasimodo, der velfortjent vælter salen gentagne gange.

Endnu engang udmærker Fredericia Teater sig med en forestilling, der overvælder positivt både med musik, vokal og det samlede visuelle udtryk. Turene op og ned i katedralen kan endda konkurrere med en tur i de mest helstøbte Disneyland forlystelser. Det er teater, det er musical, det er fremragende underholdning og det er vidunderligt spil, sang, dans og historiefortælling.

Når musical er bedst, så er det filmens visualitet, operaens storhed, teaterets nærvær, ballettens fysik og musikkens følelser eksekveret på en gang.

Når musical er bedst, så er det Klokkeren fra Notre Dame på Fredericia Teater.

Klokkeren fra Notre Dame