Frikadellens flugt over plankeværket…

Så skete det. Fido stak af – igen – og gjorde sin mor 10 år ældre. En kat løb igennem haven og det gav ham uanede kræfter, så han fik most sig gennem hegnet og forsvandt som et missil ind til naboen. Helt tilfældig var jeg lige gået ud i haven efter morgenmaden, for at se hvad pokker den lille hund nu gøede af.  Så jeg så katten der løb igennem haven og tænkte “Nåh det var det” og var egentlig på vej ind igen. Men da jeg hører Fidos paniske lyde i bunden af haven, hvor katten løb ud, tænker jeg, at jeg hellere må berolige den lille basse. Halvvejs nede med hegnet, ser jeg det vippe hidsigt frem og tilbage og en lille hale der på et splitsekund forsvinder. Min blonde hjerne stod lige stille og hamsterhjulet på første etage gik i stå, da jeg tænkte, at han da ikke kan komme ud?! Fysikken tog over og jeg kastede mig igennem brombærhegnet efter ham – hvilket resulterede i, at jeg nu ligner en der har hoppet op og ned af et 1 til 1 rivejern. Da jeg havde tumlet mig igennem to haver, hoppet kluntet over tre hegn og set adskillige naboer se måbende til, mens jeg pølsede afsted med morgenhår og gummitræsko, kunne jeg ikke længere se ham. Han kunne være alle vegne, for han er afsindig hurtig, hvilket jeg må sige – det er jeg ikke. Bilerne fløjtede forbi på vejen og angsten for, at han skulle ende som bogmærke fik mit hjerte til at hamre løs, som en flæsket udgave af Stomp. Jeg skriger på ham, velvidende at han er buldrende ligeglad med min kalden, når først han har færden af en kat. Efter en hurtig omgang panik, hører jeg en hidsig gøen længere nede af vejen. Det må være ham! Og ganske rigtig – 4 haver længere nede, gør Fido op af et træ, hvor katten overlegent sidder og kigger hoverende på ham. Jeg flår ham til mig – lige dele lettelse, lige dele vrede. Jeg har ham! Alt er godt! Jeg kysser manisk hans lille brune hoved. Gudskelov! Mine rystende ben begynder at bevæge sig tilbage mod matriklen, mens vi undervejs høfligt hilser på publikum med haveriver, som smågrinende kigger på. Ikke min bedste forestilling – nu vil jeg bare hjem. Men…. Så er udfordringen så, at komme tilbage ind i huset. For hoveddøren er låst, da jeg jo kom igennem haven og vi har ingen indgang til haven fra vejen. Der er ikke andet for, end nu må jeg ydmygende ringe på hos min søde nabo og høre ham, om jeg må gå igennem hans have, planke hans lave hegn, og forcere endnu en brombærbusk, da jeg stadig har lidt intakt hud tilbage, for at komme hjem. Han smiler overbærende “Er han nu stukket af igen?”. Jeg griner fåret – ja, igen. For pokker, Hundini!!! Nu er hegnet tredobbelt forstærket og Fido, ikke helt stolt ved situationen – er nu udstyret med GPS. Sikke et eventyr. Adskillige rynker og flossede nerver rigere – men jeg elsker sgu den lille skid…