Egoismen trives i det små

Hold da op. Så så vi voksne opføre sig som børn. Jeg vil gøre mit bedste for ikke at hænge nogen bestemt ud, så derfor undlader jeg også at komme ind på de konkrete emner, der blev diskuteret, men i går var vi til den årlige generalforsamling i vores grundejerforening. For det første er det ekstremt ærgerligt, at der er så få, der dukker op til den slags. Jeg ved godt, at det ofte er hysterisk kedeligt. Jeg ved også, at det tit er de samme småting, som folk kværulerer i munden på hinanden om. Men ind imellem er der ting, som er ret væsentlige for medlemmerne, og i det mindste kan man jo udvise lidt interesse for fællesskabet og bakke op om dem, der faktisk prøver at gøre en indsats.

Desværre kommer folk som regel kun, hvis der er noget virkeligt kontroversielt på bordet, eller hvis de skal brokke sig over noget andre har gjort eller ikke har gjort godt nok. I vores forening er det tydeligt, at der er en lille flok, der egentlig mest kommer for at brokke sig over bestyrelsen uanset hvad der bliver sagt, gjort eller foreslået. De virker til at have en hverdag, hvor højdepunktet er at hælde ukonstruktiv galde ud i hovedet på andre, og det ser ud til at tænde dem inderligt, at sidde og kæfte op, uden på noget tidspunkt selv at tage initiativ til at stille forslag eller aktivt arbejde for forbedringer. Det er en meget lille del af det samlede antal beboere, men så længe størstedelen af de mere afbalancerede, rationelle mennesker bliver væk, så kommer det lille skræppende kor til at virke proportionelt større, og det er trist. Men på den måde bliver sådan en lille forening jo et ret præcist spejlbillede på samfundet som helhed.

Så mens nogle få stikker hovedet op i deres eget formørkede ekkokammer og tuder op om at folk skal vise dem solidaritet, når de selv har brug for noget, men så ellers bruger andres bekymringer og ønsker som deres selvfede urinal, så burde alle vi andre nok være mere aktive og verbale på både det nære plan og i det lidt større perspektiv.

Jeg vil ikke dømme nogen politisk holdning (så længe den ikke strider mod grundloven eller menneskerettighederne), religion (ditto) eller andet ude på forhånd. Jeg vil til gengæld godt tage en stor, våd avis og tampe dem oven i hovedet, som ikke melder sig på banen, tager stilling til verden omkring dem og prøver at gøre en forskel, for så efterfølgende blot at sidde på de billige rækker og brokke sig. Hvis du ikke løftede en finger, hvis du ikke prøvede at løfte din del af det fælles slæb, hvis du ikke sørgede for at give før du forlangte at få, så kan du eddersparkemig ikke tillade dig at lave så dyb en tungeslasker med din egen endetarm, som jeg så eksempler på i går.

Min mor gjorde en stor indsats for at overbevise mig om, at der er godt i alle og at mennesker fundamentalt er gode individer. Jeg bliver bare konstant forbavset over, hvor mange der aktivt prøver at fremstå som det modsatte, og jeg bliver mere og mere sikker på, at det er afgørende, at alle de fornuftige, empatiske og rationelle mennesker åbner munden. At de viser, at egoisterne findes, men ikke er repræsentative i det omfang de høres. At de møder op til de små og nære foreninger og lignende, sætter sig ind i emnerne og stemmer til valg (lige fra det nære, til det kommunale og det landsdækkende). Samt at de siger fra overfor uretfærdigheder og for selvfedmen der skader andre.

Egoisterne sidder muligvis uhjælpeligt fast i deres eget strudsehul, og dem har jeg ikke nogen umiddelbar ambition om at redde. Men jeg vil virkelig gerne råbe alle dem (“alle os”, må jeg jo ind imellem erkende…) op, som lider af belejlig apati så længe de kan strække den.