At give eller ikke at give

Så var det min tur, til at blive pænt forbandet. En rimeligt hyggelig tur i s-tog, en ganske almindelig lørdag. En mand med en stor buket blomster, måske på vej på date. To unge piger, der underholder hele kupeen med anekdoter om en eller anden Thomas, som åbenbart ser virkelig godt ud. En ældre dame, som smiler venligt. Meget idyllisk på en måde. Og så sker det. En tigger kommer forbi os og holder et halvsmadret og helt tomt papkrus frem i håbet om, at der stadig findes mennesker med kontanter. Lige så synkront som en skræmt fugleflok reagerer passagererne. Al samtale stopper, alle ser væk fra tiggeren.

Jeg kender alle undskyldningerne. Jeg har ofte heller ikke kontanter på mig, og han får trods alt ikke mit dankort og tilhørende kode. Jeg ved heller ikke, om han samler ind til et verdensomspændende terrorist komplot. Jeg ved ikke, om han hopper af toget og springer ind i sin store fede bil og griner hele vejen til Rivieraen. Jeg ved bare heller ikke om min 5’er kan være en afgørende forskel for et menneske, der har oplevet lidelser vi andre aldrig vil lære at kende, udelukkende fordi vi er født et andet sted end han.

Jeg advokerer hverken for naivisme eller for at man skal afgive sin hårdt tjente 5-krone til hvem som helst. Pas da endelig godt på den. Men to ting står klart tilbage for mit vedkommende.

1: Jeg tror ikke, han samlede penge til en atombombe, og hvis det var en sydlandsk milliardær, der morede sig med at narre penge fra folk i et s-tog, så skal han næsten have lov til det. For jeg gad ikke gøre det samme, hvis jeg kunne undgå det, men det er da en form for iværksætterånd, som mange der er magnetisk fanget af deres sofa kunne lære af.

2: Hvis du ikke har kontanter på dig, eller du bare ikke har lyst til at give, hvilket selvfølgelig er helt fair, så hav dog i det mindste den menneskelige anstændighed at se vedkommende i øjnene og sig pænt nej tak.